Retten til at have mine personfølsomme oplysninger i fred, er en ret jeg vil kæmpe for til døden

Man kan køre registreringen af patienters indkøbsvaner sammen med deres sundhedsdata og analysere sig frem til, hvad der har gjort dem syge. Dette kan selvfølgelig misbruges. Se videoen:

Her på Radio24syv programmets aflyttet’s hjemmeside, kan du se hvordan du kan bede om, at din dna spor i blod- og vævsprøver ikke kommer til, at flyde rundt i alle mulige forskellige databaser og biobanker, som jo i princippet kan hackes og personfølsomme oplysninger lækkes.
For jo mere personfølsomme oplysninger spredes, jo større chance er der for misbrug og lækage heraf.

Her har jeg fået en kvittering fra Dataformidling og Forskerservice i Sundhedsdatastyrelsen for at mine blod- og vævsprøver ikke bruges til forskning og mine DNA-spor ikke ender i et uoverskueligt rod af databaser i biobanker alle mulige vegne. Kvitteringen har jeg fået i min e-boks. Jeg har et unikt DNA og jeg kan ikke få et nyt. Så det skal ikke falde i de forkerte hænder. Det er ligesom mit fingeraftryk bortset fra at jeg har ti forskellige fingre, men kun en DNA kode.

Når det gælder retten til at have sine data i fred og ikke mindst ens sundhedsdata og dermed personlige oplysninger, så er det en ret, jeg vil kæmpe for til døden.

Så kan det godt være der ikke kan laves personlig medicin til mig og jeg skal dø af det. Så må det være sådan.

At 60.000 sundhedspersonale har direkte adgang til mine sundhedsdata huer mig heller ikke. Vi har tidligere set hvad der kan ske, med personfølsomme oplysninger, når nogen der er sikkerhedsgodkendt til at forvalte dem bryder loven.

Det her gælder ikke kun min ret og rettigheder det gælder også dine og alle de andres. Rettigheder der skal kæmpes hårdt for. Pressen skriver ikke om det. Det er noget man må hen på små niche medier for at blive oplyst om.



Data er ikke hvad det har været




Få artiklen i PDF tryk her.



Bodil Jørgensen


 

Knud Romer

alle-kig-ned-paa-mobilen




 
 

Ældre billede af Olav Willadsen


Læs Olav Willadsen’s kronik i Jyllands Posten

Lov om hemmelighed
Læserbrev i information 29. maj 2013
Olav Willadsen, advokat

Som borger berører det mig dybt at se justitsminister Morten Bødskov (S) og hans embedsmænds problemer med at forklare indholdet i den nye offentlighedslov.

Jeg vedlægger derfor en enkel og let forståelig renskrift af den lov, som skal til at styre offentlighedens adgang til og fra det offentlige og oplysninger derfra:

§ 1. Bureaukraterne bestemmer, hvad der skal skjules.

§ 2. Politikerne gummistempler det.

§3. Politiet og Skat straffer dem, der røber ubehageligheder.

§ 4. Domstolene yder dem den nødvendige assistance.

§ 5. Det kan påklages for Procesbevillingsnævnet, der aldrig begrunder sine afslag, som man ikke kan møde for, og hvis sekretariats indstillinger altid er hemmelige.

§ 6. Politiet efterforsker ikke forbrydelser mod borgerne, men kun mod staten og Skat, for det har ikke tid til andet.

§ 7. Kammerateri mellemdem, der er højt på strå, skal belønnes og må hverken efterforskes, kritiseres, røbes eller fjernes.

§ 8. Denne lov træder i kraft straks og har virkning tilbage til Arilds tid.

§ 9. Denne lov har virkning for alle dele af det danske rige undtagen Grønland og Færøerne, men kan ved digital anordning også sættes i kraft dér.


Link til Christian V DanskeLov 1683


 
 





De digitale tosser
Udgivet 28/02/2017 af Klaus Riskær Pedersen på POV – Point of View International

Det digitale er ved at blive mere og mere meningsløst, og jeg kan umuligt være den eneste, der er ved at gå til i desperation over tidsspilde på diverse netsider, hvor vi skal agere sekretær, salgsmedarbejder og administration for banker, flyselskaber, kortudstedere og hvad man kan komme i tanke om, skriver Klaus Riskær Pedersen, der advarer om, at vi er ved at nå til grænsen for, om digitaliseringen overhovedet giver mening. Måske er ord som fordummende og infantilt mere passende for ingen synes at leve med hinanden længere – vi er alle blevet forvandlet til digitale sagsbehandlinger og alle, unge som ældre, er online non stop.

Jeg er næppe den eneste, som har opdaget det: Det tager efterhånden timer at komme igennem alt det skidt og møg, man belemres med online. Har nogen regnet ud, hvad det koster samfundsøkonomien, at vi, for at fortage os det mest elementære, skal igennem et forhindringsløb af meningsløse afkrydsninger og mystiske rubrikker som infantile marketingfolk og utilpassede programmører i Indien eller Kroatien udtænker, og lidt efter lidt får lavet om til digital dagligdag for alle os andre.

I det hele taget nærmer vi os grænseværdien for, at det digitale fortsat giver mening. Jeg vil faktisk gå så langt som til at sige, at det digitale bliver mere og mere meningsløst. Fordummende. Idiotisk. Tosset. Infantilt.

Jeg var selv blandt dem, der var med til at udbrede alt dette halløj, og særligt arkivarisk interesserede vil hos Post Danmark formentlig kunne finde de breve, jeg skrev til etaten om de udfordringer, der ventede, men som aldrig udløste nogen reaktion. Men alt er selvfølgelig arkiveret og gemt. Ligesom Nixon optog sine svindelnumre på bånd. Og nazisterne noterede, hvor mange de slog ihjel.

For sådan er systemer: De gemmer og registrerer alt, også det de ikke laver og det, de burde have lavet.

Jeg vil faktisk gå så langt som til at sige, at det digitale bliver mere og mere meningsløst. Fordummende. Idiotisk. Tosset. Infantilt.
Men måske ville det have været en fordel for os alle, hvis vores etater, styrelser og politiske repræsentanter ikke var snublet netop her.

I relation til det digitale, netværksopkobling og måden vort samfund i de sidste tiår har udviklet digitale systemer, platforme, tjenester og applikationer på, sidder jeg nu med en krybende fornemmelse af, at vi burde have tænkt os bedre om. At vi skulle have truffet flere valg, accepteret flere begrænsninger samt stillet sociale- og etiske krav i takt med, at digitaliseringen blev sluppet løs.

Succes har det med at ødelægge sig selv, fordi succes sjældent kender evnen til egen begrænsning. Og den digitale udvikling – med alt dens velfortjente succes – ødelægger sig selv, hvis ikke den finder sin egen begrænsning. Ellers må vi andre gøre det for den.

Ingen er til stede længere – alle lever virtuelt

Vi er alle blevet digitale somnambulister. Vi kender ikke til mørke eller ensomhed, fordi vi i minuttet, når vi efterlades alene eller uden anden beskæftigelse, rækker ud efter vores digitale agenter. Vore følgesvende, som følger os overalt. Registrerer vor mindste bevægelse, vor mest overfladiske interesse og kortlægger vort sociale liv og kontakt med omverdenen.

Efter demonstrationen: Samtalen er forbi – der er ikke mere at snakke om
Og det samme sker for vores kærester og børn. Vi snakker ikke længere sammen, fordi ingen er tilstede. Alle lever i deres eget virtuelle univers, som de trykker sig frem til. Den drømmeverden, de tilvælger, og hvor alt der er grimt, generende, udfordrende eller anderledes, fjernes. Endda af robotter og andet skidt og møg, som kender til vores holdning og indstilling, før vi selv gør det. Ja ligefrem fjerner vor adgang til information, oplevelser og omgivelser, som vi muligvis slet ikke ønskede skulle fjernes.

Vi er alle blevet sagsbehandlere og administratorer for vor bank. Vort forsikringsselskab. Vor kreditkortudsteder. Vor brugsuddeler. Vor stat. Men uden vederlag eller kompensation. Ja endda uden tak.

Som en vanvids forventning til hvad man kan kræve, at vi bruger vores tid, kræfter og kærlighed på. For det er jo, hvad vi ofrer for at servicere os selv. Når vi sidder med blanke øjne og stirrer i vor e-Boks, på SKAT eller kæmper med en registrering i et nyt system, hvor vi er så tossede at dukke op første gang. Og som skal vide alt om vort liv og legeme. Vor alder og helbred. Vor familie og venner. Vores sexvaner. Vores spisevaner. Alt samles op, når vi først har lettet på skørtet. Der er ingen vej tilbage, når først disse digitale monstre har fået øje på en.

Vi er alle blevet til avatars. Vi har ikke nogen personlighed, men kun en digital kode. Som kan bruges til at gemme, hvad vi snakker om, hvad vi ser, hvad vi lytter til. Alt hvad vi gør samles op, og din idiotiske bank kan give dig små symboler for, hvad du har brugt dine penge på, for det ved de jo. Hver en øre. Hvad fanden bilder de sig egentlig ind.

Når du griner eller græder. Gemmer en erindring. Tager et nøgenbillede af din kæreste. Så gemmes det alt sammen i forskellige skyer. Men de skyer har intet at gøre med den fri himmel. Det er sorte kasser, der står lukket inde i bjerge og i katakomber under ørkener. Gemt væk.

Selv en atombombe vil ikke ødelægge muligheden for at kunne sige med sikkerhed, at Erik-Oluf Andersen den 24. februar 2017 kl 23.47 købte en gin&tonic på en stripklub, og tog en taxa hjem til konen samt slettede sine meddelelser på telefonen. Men som man alligevel så har liggende i de der sorte kasser og katakomber. Nede i undergrunden som intet har med skyer og himmel og frihed at gøre.

De digitale tosser taler nu med fråde om munden om robotter. Vi skal forberede os på, at endnu mere digitalt vanvid sænkes ned over hovedet på os. Nu kommer det afgørende opgør med det ‘rutineprægede arbejde’, så de stakler, der laver det, i stedet kan blive arbejdsløse. Og frygter de fremtiden, så står statsstøttet rum 101 klar til fri afbenyttelse.

Det ender med en modstandsbevægelse

Taxavognmænd har vendt op og ned på landet for at bremse delekørsel i stedet for at forberede sig på, at der om få år slet ikke skal bruges taxavognmænd eller chauffører til selvkørende biler. Fagforeninger lægger arm om tilskudsmidler til undervisning og højere satser ved natarbejde, mens robotter diskret køres i stilling ved kasseterminalerne. Og på Christiansborg har omstillingen åbenbart allerede fundet sted i en rutinepræget konkurrence mod bunden af almindelig anstændighed og samvittighedsfuldt fællesskab.

Det ender jo med en modstandsbevægelse. Kan ikke rigtigt se andet udfald.

Men uden chips og simkort, IP nummer og Nem-ID, vil kampen blive hård. Den der ønsker at være sig selv og blive en nærværende deltager i sine omgivelser, at blive tilstedeværende igen, privat og at kunne leve sit liv i fred og uden indblanding, vil hurtigt få digital status som terrormistænkt og suspekt person. Regninger vil ikke kunne modtages og ikke kunne betales. Man vil ikke kunne forsikre sig. Man vil ikke kunne betale sine skatter og afgifter. Man vil ikke kunne køre bil. Eller købe en flybillet. Man kan ikke komme på sygehuset. Man vil ende i benlås som mistænkt illegal indvandrer. Man kan ikke blive gift og heller ikke skilt. Vi kan ikke en skid:

Vi er blevet digitaliseret.


alle-kig-ned-paa-mobilen